60 år i samme bolig

En dag før sommerferien henvendte Carsten Bak sig for at høre, om man i AAB fejrede jubilæer. Hans mor Iris havde nemlig 60 års jubilæum, som beboer i afd. 22 – Langenæs II. Og vel at mærke i den selvsamme lejlighed. Aftalen om besøg og interview kom i stand, og en formiddag i august ringer jeg på hendes dør på 5. sal.

Det er Iris selv som åbner døren. Hun byder indenfor med et venligt og vågent ansigt, og kigger søgende bag mig efter hendes søn Carsten. Har du ikke Carsten med? spørger hun. Nej, det har jeg ikke; men jeg ved han er på trapperne, for vi har aftalt, at han deltager i besøget. Det er mandag og klokken er 10; og det er det tidspunkt hvor han besøger sin mor hver uge. De plejer at drikke en kop kaffe og gå en tur sammen i området.

Iris viser ind i den lyse dagligstue. Der hænger store oliemalerier på alle væggene, og rundt omkring står billedrammer med fotos af børn, børnebørn og oldebørn. Jeg sætter mig i lædersofaen og Iris i den bløde lænestol ved siden af mig. Straks efter kommer Carsten ind ad døren med hunden Ziggy.  Ziggy springer straks op på skødet af Iris og man kan se, de er meget glade for hinanden.

Hun fortæller som det første, at hun er meget glad for at bo der – og det har hun altid været. Det må man sige, at den lange bo-tid også vidner om. ”Det er et dejligt sted og med god udsigt.” Fra stuevinduet og altanen har hun udsigt over Sydbyen og til jernbanen, som løber lige bagved blokkene. Her kunne hun vinke til sin mand, som var lokomotivfører, når han kørte forbi med toget til Silkeborg.

Carsten færdes hjemmevant i lejligheden, og får hurtigt brygget kaffe i køkkenet, hentet kaffekopper ind til sofabordet og serverer kaffe for os.

Her sidder Iris med hunden Ziggy på skødet

Iris er den beboer, der har boet i afdelingen længst. Den lille familie, - far, mor og to sønner, flyttede ind i juni i 1962. Da de var ude at se på lejligheden, var byggeriet ikke færdigt og den lejlighed de kom ind i stod med rå betonvægge og uden døre. Da de kort efter flyttede ind, var elevatoren endnu ikke taget i brug og rækværket på trappen manglede, så det blev en hård omgang for flyttefolkene at slæbe alle møblerne op på 5. sal. Siden Iris blev gift og fik børn har hun været hjemmegående og passede selv drengene. Tidligere var der et mylder af børn, som legede nedenfor på de grønne plæner, og drengene havde altid nogen at lege med. Det er ændret nu, og man ser sjældent legende børn udenfor.

I dag er Iris 92 år og klarer stadig alting selv. Dagligdagen går bl.a. med indkøb, tøjvask og rengøring, og så tager hun ofte bussen til Hasle for at besøge sin søster der er 97 år gammel. På spørgsmålet om, hvordan hun holder sig så frisk, svarer hun, at hun altid har levet et mådeholdent, godt og sundt liv. ”Og så har min mand og jeg altid gået og cyklet meget; det har holdt os i gang.” Der har aldrig været frådseri eller overflod i hjemmet – når børnene skulle hygge sig lørdag aften, fik de én krone hver til at købe slik for og delte en sodavand.  Iris kommer ikke selv fra prangede kår. Hun er født og opvokset i 3-værelses lejlighed i Læssøesgade. De var 9 søskende, mor, far og en hund i boligen. På et tidspunkt flyttede hendes morfar også ind, da han skulle sælge sin gård. Dengang var der kolonihaver bag Langenæsbyggeriet langs jernbanen, og familien havde også én kolonihave der, som forsynede dem med grøntsager. I dag er alle kolonihaverne nedlagt og træerne fældet, og i stedet sået græs.

Det er blevet tid til at bryde op og Carsten rydder hurtigt kaffekopperne ud til køkkenet. Ziggy bliver hos Iris nogle timer endnu, for som Carsten fortæller mig med et stort smil på vej ned ad trapperne: ”Den er en servicehund. Jeg lader hende passe den en gang i mellem, for så er jeg sikker på hun kommer lidt ud.”

Nedenfor ses den lille familie besigtige lejligheden inden byggeriet var færdigt; flyttebilen som læsede familiens møbler af ved indflytning; og et gruppeportræt af nogle af alle de børn som legede nedenfor.