Hvad er en vedligeholdelseskonto?

En vedligeholdelseskonto er en konto, hvor lejere som bor under B-ordning, hver måned via huslejen sparer op til vedligeholdelsesarbejder i boligen. Den skal bruges til at holde din bolig i god stand i bo-perioden. 

Hver måned går en del af din husleje ind på en vedligeholdelseskonto. Pengene kan du bruge til at male, hvidte eller tapetsere vægge og behandle gulve.Vedligeholdelse udføres på foranledning af AAB eller dig, når udgifterne kan dækkes af boligens vedligholdelseskonto. Og det skal foretages så ofte, at boligen ikke forringes, bortset fra almindelig slid og ælde.

Du kan se, hvor mange penge der står på kontoen på Beboerweb. Så snart din bolig er opsagt, enten af dig eller af AAB, har du ikke længere adgang til Beboerweb og rekvisitioner.

For at bruge pengene på kontoen, skal du danne en VH-rekvisition. En VH-rekvisition du kan bruge til købe maling og gulvbehandling med.

VH-rekvisitionen bliver sendt til den forhandler eller håndværker, du vælger at købe hos – du kan se forhandlerlisten på Beboerweb. De afregner direkte med AABs administration. Vælger du at handle hos en anden forhandler, end dem AAB har en aftale med, skal du selv lægge ud for købet. Du vil efterfølgende få beløbet refunderet af AAB ved at sende din kvittering ind til AAB. Beløbet bliver overført til din Nem-konto.

Når du holder boligen i god stand, slipper du for at skulle betale for misligholdte gulve og vægge, når du fraflytter. Så brug pengene fra VH-kontoen – det betaler sig.